Stjæler

on

LAND

Jeg har en krop, der stjæler dit land når jeg står på den samme jord, i den samme have, ved det samme vand. Når jeg graver mellem rabarber og græs i jord, der er mørkere end min hud og ud af mulden bryder jeg alt det glemte. Når landet gror som en skinnende perle mellem orme og tomme sneglehuse – landet, der ikke længere tilhører dig og har aldrig gjort det. Når vi kræver det tilbage, du har lånt på ubestemt tid, det der bærer mit navn. Navnet rummer et løfte om tilknytning til land, men graven er dyb og jorden er gennemvædet af lækkede dokumenter, der ikke vil spire trods gødning og omhyggelig pleje.

Jeg har en krop, der stjæler din opmærksomhed, når jeg ankommer i mængden af genkendelige kroppe og andre hårstrå, der altid er for forkert klædt på til dette ustadige vejr, der synes alene ved sjatbyger og evindeligt blygråt at ekskludere sjæle, der ikke er meteorologiske integrerbare. Når mørket sluger mørke og definerer de bedst egnede som de, der vandrer med Häglöff og Fjeldräv på deres høje rygge, mens vi andre bøjer hoveder, fordi himlen er ved at falde ned. Regn får hår til at kruse, siger du mellem hyldeprodukter af balsam og lysende striber alt imens mit hoved stiger til vejrs som en mørk sky, der synes at bære på en himmel fyldt med regn.

Jeg har en krop der stjæler dit mad, når jeg tager mine opskrifter tilbage og lukker dine billige restauranter og fjerner dine importerede ingredienser og fortæller dig, du ikke længere kan konsumere sushi på daten, falaflerne på gadehjørnet en alt for sen nat, thaiboksen på vej hjem fra arbejde eller den indiske take away i weekenden – at du har stegt flæsk, frikadeller, kål og rådhuspandekager og det skal du værne om, være stolt af og servere som det første, når fremmede kommer til gæstebud. Du har salt fra havene, ramsløg og kapers, sild og ferske rejer. Men markerne ligger i dag på andre kontinenter og op på land skyller oceaner af fertil jord. Man kan lave tasker af min hud – spinde trøjer af mit hår – drive guld af mine fingre og flå børn fra mit skød – men du står indigneret småsulten midt om natten på hjørnet af Blågårdsgade.

Jeg har en krop, der stjæler din tryghed alene ved at være en krop, der går alt for hjemligt gennem døren og kræver et rum, der normalt er forseglet. Tryghed er ikke en menneskeret, det er et privilegie, for min krop må aldrig gå i grupper, aldrig blive for højlydt eller kræve plads og slet ikke i supermarkederne, ved metrostationerne eller på torvet. Trygheden er baseret på, at min krop danner værn for din krop. Din sikkerhed er vigtigere end min og derfor kan jeg ikke åbne min mund og påpege alle de områder, hvor min krop ikke kan færdes fordi volden – åh den velmenende vold – lister sig igennem og svækker fremdrift og opfattelsen af at kroppe som min, er reelle menneskekroppe.

Jeg har en krop, der stjæler dit liv, når jeg fortæller dig, at dit job er bygget med mursten af brune kroppe og at der i din stol burde have siddet en, der hed noget andet end dig. Dit daglige liv leves i bygninger, der knejser for penge tjent ved konstant at genfortælle, at nogle kroppe blot er kroppe, mens andre er mennesker med en selvbestaltet ret til at gå gennem åbne døre mod en håbefuld fremtid bygget på de glemte andre, der står i køen ved din grænse for, hvor meget et marked defineret af kun dig, kan rumme og aflønne, mens du fortsat har frihed til at tvinge perler af lukkede østers.

SPROG

Jeg har en krop, der stjæler din tid, når jeg åbner min mund, så du kan erkende, der findes andre stemmer ved i havet. Når de råbte ord flagre over bølger og lægge sig på stranden i strimler, der dufter af blæretang og små krabber. Når du træder på sætningsstumperne, der som en sidste protest lader en lyd stige som en boble, men du associerer blot lyden til at tilhøre en uddøende art, der allerede er tabt for omverdenen. I min stemme ligger glemte sange, der er slugt af havets voldsomhed og vinden river de rekonstruerede ord itu – hør, de har aldrig eksisteret.

Jeg har en krop, der stjæler dit sprog i klassetimerne, når jeg skynder mig at blive bedre end de fleste, så ingen kan pege på mig og antage en dovenskab min krop har arvet gennem dit blik. Når jeg taler så dansk, at ingen kan sætte en plet på min samtale, velvidende at det tages for givet at jeg bøjer dine ord, så du kan tage mine sætninger og bygge et bur, jeg ikke kan bøje stængerne i. Klasseværelser er et øverum for det liv, de prøver at tale mig fra; når ordene slipper op begynder slåskampen og efter den, er sproget et våben, der gennemhuller mit sprog.

Jeg har en krop, der stjæler din magt, når jeg ikke længere vil lægge ryg til smerte, tyngde, ekskludering, ignorering, til sikring af din indtjening, til livet som du kender det. Når jeg former et ord, der falder som en dråbe ud af min mund og du ser det som en kugle og antager jeg har en pistol, hvilket bliver din forklaring for den pludselige anholdelse, dom og stigma gennem generationer i form af statistikker, der konkluderer, at ord er kugler og kugler er antagelsernes våben. Men ordene vælter fortsat ud af mig som regndråber, de affyres fra denne kødrampe af vrede.

FAMILIE

Jeg har en krop, der stjæler – den stjæler dine børn, når vi insisterer på at besidde voksne kroppe, have egen agens og selvstændige pladser i denne verden, der er hvid som sne, sort som ibenholt og rød som blod. Du kan se på mit blik, jeg altid har været gammelklog, overlevet isoleret og aldrig været barn. Når babyen du ønsker dig, bliver forbyttet ved fødsel og skiftlingen der kommer istedet, ikke ligner dig. I din berøvelse over aldrig at kunne spejle dig selv bliver kravet om tilknytning skiftlingens lod. Skiftlingebørn der fejler, bliver til autistiske tilknytningsforstyrrede størrelser, der skiftevis bliver holdt for tæt og skubbet væk, mens diagnosernes ekko rasler på plads. Mor Huldre bærer sorg på passende afstand, men sørger for at skabe en dør, kun skiftlinge kan åbne. Det ved alle skiftlinge, så der er et indforstået blik mellem dem, men også en tilpas afstand, så hemmeligheder ikke spildes.

Jeg har en krop, der stjæler din krop, når jeg siger i stuen, vi ikke ligner hinanden og ingen har lært mig at sætte mit hår, bruge de rette hudprodukter eller finde det tøj, der er skabt til mig. Når jeg tager et foto og ingen udfra billedet kan sige, hvem jeg er i forhold til dig – eller omvendt. Når ord er alt der forbinder vores kroppe men at disse ord ikke bliver valgt af mig, men skubbet ned i min hals for senere at blive hostet op som en usagt klump. Jeg lærer at i tv-soaps kan man skrive personer ud, ændre deres personlighed eller erstatte dem med nye aktører ved en hurtig ansigtsoperation – så jeg venter tålmodigt på, at vores roller skal skifte karakter, så jeg kan indtage positionen som den, alle de andre kan forstå. Jeg venter på min tid.

Jeg har en krop, der stjæler din kærlighed, når jeg ikke længere vil indgå i udvekslingen af kærtegn, taknemmelighed og opfyldelsen af birollen på familiescenen. Du appellerer til min samvittighed ved at lade penge flagre skødesløst mellem krav og arv, så du dermed fortsat kan plante dit flag i mit bløde kød. Jeg lærer, at der en en pris for kærlighed. Kærligheden bliver til en bog af gamle fotos i plastiklommer, der klistrede langsomt er ved at opløses af ælde. Den står på en hylde højt oppe og tages ned, når det er genfortællingstid. Din finger guider os igennem fortællinger om ferier, kæledyr, højtider og familieforbindelser, der bærer vidnesbyrd om, at jeg eksisterede i rette rammer.

Jeg har en krop, der stjæler dit blik, så du ikke længere kan gemme dig i mørket, så det der står tilbage er lyden af din tavshed, på trods af du kan se det hele, har adgang til fakta, vidnesbyrd og hengemte glemte stemmer. Gennem lange underjordiske gange forsøger du at skubbe det alt for indlysende over på naboens grund, hvor du ikke skal ånde uretfærdigheden ind. Du insisterer på at leve som en muldvarp i en verden af seende, fordi smerten ved at se de, der lider, er hårdere og vigtigere end lidelsen i sig selv. Jeg klassificerer dig i kategorien “irriterende skadedyr” og overvejer at sy en frakke af muldvarpeskind, der er stor nok til, jeg kan vokse i den.

Presented at:
Mothertoungue|Fathertongue, Den sorte Firkant, Nørrebro,  DK, 6th. of June, 2018