Forestil dig, du er frarøvet din egen krop i forsøget på at eksistere i et samfund og i en familie, der i bund og grund ikke kan tilbyde et tilhørsforhold baseret på genkendelse og anerkendelse. På et tidspunkt erkender du umuligheden af at faldet ind og høre til som en naturlig ret i sig selv og så begynder rekonstruktionen – af krop, selvforståelse og væren.
“WHITE FACING” portrætterer en proces, hvor det racegjorte ansigt forsøger at tilnærme sig en forståelse af hvidhedsblikket, ved at re-enacte ”yellow facing” processen gennem en modsatrettet rekonstruktion – den farvede ønsker at være hvid, den farvede ønsker at agere hvidt, den farvede ifører sig hvide tegn og mimer en hvidhed. En proces der mentalt kan overføres på den transnationale adoptionsproces.
Den transnationale adopterede kan aldrig indskrive sig i den hvidhedsstruktur kroppen placeres i, alene fordi kroppens afkodning aldrig bliver hvid. Den transnationalt adopterede kan bo med de hvide, kan tale som de hvide, kan iklæde sig hvidhedens værdier og meninger, men vil stadig blive aflæst som ikke-hvid. Alligevel oplever den transnationalt adopterede kravet om at påføre sig den hvide identitet for at sikre tilhørsforhold og legitimitet.
Kvinden i værket sminker sig rituel hvid, med de stereotype træk, hun mener, den hvide krop besidder. Gennem en maskering af eget ansigt og en udstilling af denne i en art groteskhed fremhævet gennem sminkningen, initieres både en protest men også en tragikomisk udstilling, idet kroppen som oftest bliver afkodet qua sin racegjorthed og derved får afmonteret sin kritik via en majoritetsaflæsning.
Det hvide blik vil ikke se det hvide, men altid se den farvede påført en række tegn. Når et racegjort ansigt sminkes hvidt, aflæses det ikke som en på-montering af en hvid stereotypi, men som en kulturel fetichering ofte gennem et seksualiseret syn eller en abnormalisering: viser ansigtet en geisha-agtig symbolik? Er kroppens nøgenhed til salg? Er personen mentalt forstyrret?
I dette værk arbejder kunstneren med den umulighed og mangel på kontrol af beskuerens afmontering af kunstnerens egne ansigtstræk. Gennem en på-montering af en hvidhedsstereotypi i form af farven hvid, forvrænger kunstneren sit ansigt sig til en grotesk kropslig kommentar, ved at tilbyde et visuelt blik ind i de private rum, figuren i værket etablerer som ståsted – kønnet, kropsligt og sprogligt via køkkenet, stuen og arbejdsværelset. Gennem tildækningen/maskeringen af ansigtet afdækkes kroppen parallelt, så kvindefiguren til sidst står både tildækket og nøgen på samme tid.
Værket er en kritisk kommentar til den sydøstasiatiske kvindekrops ret til egen-eksistens fri af et hvidt majoritetsblik, ved at indplacere en sydøstasiatiske krop i centrum – velvidende at den ikke undslipper majoritetsblikket og dennes afmonteringen af selvsamme kritik.
Gennem fotos forsøger kunstneren at visualisere den ulighed transnational adoption indlejret i, i kravet om indplaceringen af en racegjorte krop i en hvid kontekst, om den racisme kroppen mødes med hver dag og den sociale kontrol transnationalt adopterede udsættes for gennem en familiestruktur, der kræver handlende kroppe og hvidvaskning af identitet. Det er skræmmende – ikke kun for modtageren, men også for figuren, der udstiller sig selv i et opråb.
Tekst og kunstnerisk koncept: Yong Sun Gullach
Fotograf: Aphinya Jatuparisakul og Sunniva Gudmundsdóttir Mortensen
Text published in:
“Krop i system”, published by Aktivistkollektivet BØVL 2019
Presented at:
The Performance Art Festival Body Landscapes, Verdenskulturcentret, Copenhagen 2nd. of October 2018