WHITEFACING

on

Forestil dig, du er frarøvet din egen krop i forsøget på at eksistere i et samfund og i en familie, der i bund og grund ikke kan tilbyde et tilhørsforhold, baseret på genkendelse og anerkendelse. På et tidspunkt erkender du umuligheden af at faldet ind og høre til som en naturlig ret i sig selv og så begynder rekonstruktionen – af krop, selvforståelse og væren.

”WHITEFACING” portrætterer en proces, hvor det racegjorte ansigt forsøger at tilnærme sig en forståelse af hvidhedsblikket, ved at re-enacte ”black facing” processen gennem en modsatrettet rekonstruktion. En proces der mentalt kan overføres på den transnationale adoptionsproces.

Kvinden i værket sminker sig rituelt hvid, med de stereotype træk, hun mener, den hvide krop besidder. Gennem en maskering af eget ansigt og en udstilling af den i en art groteskhed gennem sminkningen initieres både en protest men også en tragikomisk udstilling, idet kroppen som oftest bliver afkodet qua sin racegjorthed og derved får afmonteret sin kritik via en majoritetsaflæsning.

Den transnationale adopterede kan aldrig indskrive sig i den hvidhedsstruktur, kroppen placeres i, alene fordi kroppens afkodning aldrig bliver hvid. Alligevel ligger kravet latent om at påføre sig den hvide identitet for at sikre tilhørsforhold og legitimitet.

Når et racegjort ansigt sminkes hvidt, aflæses det ikke som en på-montering af en hvid stereotypi, men aflæses som en kulturel fetichering ofte gennem et seksualiseret syn eller en abnormalisering: viser ansigtet en geisha-agtig symbolik? Er kroppens nøgenhed til salg? Er personen mentalt forstyrret?

I dette værk arbejder kunstneren med den umulighed og mangel på kontrol af beskuerens afmontering af kunstnerens egne ansigtstræk. Gennem en på-montering af en hvidhedsstereotypi i form af farven hvid, forvrænger kunstneren sit ansigt sig til en grotesk kropslig kommentar, ved at tilbyde et visuelt blik ind i de private rum, figuren i værket etablerer som ståsted – kønnet, kropsligt og sprogligt via køkkenet, stuen og arbejdsværelset. Gennem tildækningen/maskeringen af ansigtet afdækkes kroppen parallelt, så kvindefiguren til sidst står både tildækket og nøgen på samme tid.

Værket er en kritisk kommentar til den sydøstasiatiske kvindekrops ret til egen-eksistens fri af et hvidt majoritetsblik. Ved at indplacere en sydøstasiatiske krop i centrum, velvidende at den ikke undslipper majoritetsfortolkning og afmonteringen af selvsamme kritik.

Gennem fotos forsøger kunstneren at manifestere den ulighed transnational adoption er med til at forøge i kravet om indplaceringen af den racegjorte krop i en hvid kontekst, om den racisme kroppen mødes med hver dag og den sociale kontrol transnationalt adopterede udsættes for gennem en familiestruktur, der kræver handlende kroppe og hvidvaskning af identitet.

Det er skræmmende – ikke kun for modtageren, men også for figuren, der udstiller sig selv i et opråb.

Tekst og kunstnerisk koncept: Yong Sun Gullach
Fotograf: Aphinya Jatuparisakul

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *