1

Det siges … at da japanerne besatte Korea i 1910 og frem til 1945 valgte de at slå den sidste kejserlige prinsesse af Chosondynastiet ihjel. De klædte sig ud som koreanske oprørere, trængte ind i paladset og ikke nok med de dræbte den sidste arving til tronen, så skar de hendes bryster af og sømmede dem op på de kejserlige vægge.

Wikipedia har en anden, mere civiliseret fremlæggelse af den svagelige prinsesse, der led af søvngængeri. Hun blev ført til Japan i 1925 for at “studere”, besøgte Korea i 1929 for at deltage i sin mors begravelse for endeligt at lade sig opsluge af den japanske besættelse gennem tvangsægteskab og senere tvangsindlæggelser. Om hendes tilstand skyldes kejserlig indavl eller det faktum, at hun i en ganske ung alder blev tvangsforflyttet væk fra sit beskyttede kejserlige liv, vides ikke.

Det siges … at de australske aboriginals behandler deres sindslidende ved at bringe dem tilbage til det sted, de blev født – helst indenfor 50 meter. For dem er der en så kraftfuld forbindelse mellem en person og deres fødested, at sindslidelsen blot er et symptom for det brudte bånd til fødestedet og at eneste kur er at bringe dem tilbage.

Prinsesse Deok Hye vendte efter 37 år og en del politiske forhandlinger tilbage til Korea og døde i sine hjemlige omgivelser.

2

Det siges … at i 1970, da jeg blev flyttet fra Korea til Danmark, havde en sydkoreansk regering igangsat en eksport i større skala, der skulle vise sig at skabe det økonomiske fundament for deres rekonstruktion af velfærdsstaten, der lå i ruiner efter mange års japansk besættelse og en intern krig, der havde delt landet.

Det siges … at mine tvangsforflyttere var klædt ud som sygeplejersker, der førte mig bort og mit sprog var blevet skåret af og sømmet fast på børnehjemmets vægge som et nøgent bryst uden mælk.

Den danske stat havde en anden mere civiliseret fremlæggelse for den klejne pige, der var bange for vand og havde børnesår – jeg var ført til Danmark i 1970 for at få en familie og blive opslugt af den danske kultur gennem tvangsindlæring af sprog, madvaner og navneskift.

Om forflytningen skabte en sindslidelse vides ikke, men jeg ved med sikkerhed at mad-assimileringen skabte en årelang diarré inden laktoseintolerancen blev konstateret – der havde mit tarmsystem taget kronisk skade. Jeg vendte efter 28 år tilbage til Korea efter en del opsparing og døde, da jeg så de fremmede omgivelser og i erkendelsen af at 50 meter aldrig blev realistisk – jeg har senere udvidet håbet til at være globalt.

3

Det siges … at da Japanerne besatte Korea i 1910 og frem til 1945 valgte de at slå gigantiske jernnagler gennem de blå bjerge, der bliver betragtet som en national spirituel helligdom. Dette gjorde de for at bryde den spirituelle ånd i den koreanske kultur.

Hvis man googler de blå bjerge i Korea får man henholdsvis et resort, en kaffebønne, en bog skrevet af Asger Nørgaard Larsen og en del youtube videoer frem, men ingen søm og ingen specifikke henvisninger til eventuelle historiske huller.

Om de gigantiske søm knægtede den koreanske ånd vides ikke, men Wikipedia fortæller, at i 1945 stod et slag omkring Sobuksanbjergene mellem FN og Nordkorea. Besættelsen af bjerget skiftede mere end 20 gange gennem slaget med en endelig sejr til FN.

Det siges … at netop dette slag tvang Nordkoreanerne tilbage og var afgørende for Koreas deling. Slaget var det sejrssøm, der blev slået i bjergene, så de røde hunde ikke kunne vinde. Forøvrigt, som et lille kuriøst indspark lærte de sydkoreanske skolebørn op gennem 60’erne og 70’erne, at Nordkoreanerne var røde i ansigterne og spiste små børn. Så meget selvhad kan et folk fostre mod hinanden.

4

Det siges … at i 1970 da jeg blev flyttet fra Korea til Danmark, valgte man at slå gigantiske streger henover mine papirers skrøbelige håndskrevne tekst. De blev betragtet som adoptionsbureauernes ejendom og stregerne skulle sikre, at jeg aldrig fandt vejen tilbage.

Når jeg googler adoptionsbureauer får jeg DIA, ICA og Holt op, men ingen vejledning om papirer eller streger. Wikipedia fortæller mig, at forældreløse børn inden for adoption ofte er børn, hvor forældrene har givet samtykke, men hvorfor så bruge ordet forældreløs – er det stregernes opgave – at sikre at den forældreløse for altid forbliver forældreløs?

Jeg spekulerer på, at hvis Nordkorea havde vundet slaget om  Sobuksanbjergene og Korea aldrig var blevet delt, om jeg så kunne have fået lov til at blive?

Op gennem 90’erne og 00’erne har jeg lært, at adoptionsbureauerne er røde i hovederne og spiser små børn. Så meget selvhad et bureau kan fostre i os.

5

Det siges … at da Japanerne besatte Korea i 1910 og frem til 1945, valgte de at ændre skolebøgerne, så de koreanske børn lærte, at omridset af deres land ikke havde form af en tiger på spring men som en siddende kanin. Det skulle knægte den koreanske stolthed, at landet ikke besad en styrke som en tiger, men blot var en dirrende angstfyldt kanin ude af stand til at springe i sikkerhed.

I den koreanske folklore er der et ofte gentaget motiv, hvor kaninen tilbyder tigeren en pibe tobak – sandsynligvis for at redde sit eget skind. Kaninen er det vise dyr, der snarrådigt og klogt mægler i uoverensstemmelser – hvor tigeren derimod er det grådige, lidt dorske og dumme dyr, der symboliserer de officielle embedsmænd.

Havde japanerne undersøgt den koreanske folklore lidt bedre, havde de opdaget, at den siddende kanin var at foretrække i en situation, hvor tigeren var blevet slugt af den krigsførende koi karpe.

6

Det siges … at i 1970, da jeg blev flyttet fra Korea til Danmark valgte man at fortolke Koreas massive udførsel af børn som et efterkrigsspil.

Landet der åbenbart vrimlede med forældreløse børn gav generøst deres menneskelige ressource væk og den koreanske stolthed lå i, hvor effektivt og systematisk dette kunne lade sig udføre. Så da jeg blev båret som en dirrende angstfyldt kanin ud af Kastrup lufthavn, lå det i min kontur, at jeg skulle blive barnet, der snarrådigt og gammelklogt mæglede i en lang række krigsspil mellem mine adoptanter fremover.

Når tigre slås er det med kredsende bevægelser, skarpe klør, snerrende lyde og pludselige udfald og så synes den siddende kanin at være på konstant overarbejde.

Havde Danmark undersøgt lidt bedre, hvilken natur mine adoptanter var sammensat af, havde de måske overvejet om én kanin var egnet til at blive slugt af de krigsførende tigre.

7

Det siges … at da japanerne besatte Korea i 1910 og frem til 1945 tvang de op mellem 20.000 til 420.000 kvinder og piger til at tage titlen “jugun ianfu” eller de såkaldte comfort women på sig.  “Jugun ianfus” var de japanske soldaters belønning for at sætte livet på spil i Japans tørst efter erobring – så den enkelte japanske soldat fik lov til at erobre i sit eget lille land, som et symbol for fædrelandets tvangsekspansion. Hovedparten af disse kvinder, der skulle lægge krop til erobringerne var fra Kina og  Korea, for Japanerne havde en præference for en hvis racial genkendelse i deres voldtægter – aldersgrænsen var til gengæld meget fleksibel nedad.

Hvor mange der præcist kom fra Korea vides ikke, for i blodig krig tælles tab ikke i tab af enkeltpersoner men i tab af værdier. Da en af de store aviser i Japan skød på omkring 200.000 unge kvinder og piger fra Korea, som var blevet tvunget til at være “jugun ianfus”, måtte de senere officielt undskylde, fordi Japan den dag i dag mener, der ikke er noget bevis for, at disse kvinder blev tvunget. Dog er det sikkert at størsteparten af disse kvinder døde en alt for tidlig død og mange af de overlevende kvinder forblev i diaspora og vendte aldrig hjem til deres fødeland.

Det siges … at der er fundet små enklaver af koreanske kvinder på afsides stillehavsøer – der ude af stand til at vende hjem selv og efterladt som kasseret krigsmateriale af japanerne – forsøgte at skabe hjem og levevej, det sted, hvor de skødesløse japanere havde efterladt dem. I dag samles stadig hver onsdag en gruppe “jugun ianfu’s” nu “halmonis” i Sydkorea foran den japanske ambassade i Seoul for at kræve en offentlig undskyldning og kompensation – gruppen bliver stadig mindre, da disse kvinder er ved at nå en alder, hvor historien naturligt udrydder dem.

Den japanske regering har indtil nu afvist at give en undskyldning.

8

Det siges … at i 1970 da jeg blev flyttet fra Korea til Danmark fik jeg titlen “adoptivbarn” – en titel der klistrede sig til min krop på trods af dennes tydelige udvikling over tid med bryster, kønsbehåring og senere børnefødsler. Adoptivbarnet var belønningen til vestens barnløse par for en årevis venten og en ofring af en ikke ubetydelig sum penge. Erobringen af familieidyllen blev skabt på splittelsen af en oprindelig familie, men i blodig krig tælles tab ikke i tab af enkeltpersoner men i tab af værdier. Sejrherrerne skriver naturligvis stadig historien.

Det siges … at der lever næsten en million koreanere i diaspora. Mindst 200.000 af disse er de evige børn, der blev tvangsforflyttet på tværs af nationale grænser – hvor mange der præcist blev sendt over grænsen og væk fra hjem vides ikke, for historien om de fattige forældreløse børn var allerede skrevet og tab tælles ikke i enkeltpersoner.

Det samme gælder for de 22 grønlandske plejebørn, der blev sendt til Danmark i et forskoleprojekt, men endte med enten at blive adopteret eller forblive i livslang pleje og på et livslangt barnestadie. Børn er altid børn – uskyldige, umyndige, stemmeløse og retsløse uanset struktur og herkomst. Børns stemmer vægter mindre og er uden autoritet.

Det siges … at de fleste af disse plejebørn ikke er vendt hjem, men er forblevet i diaspora, har forsøgt at skabe sig en levevej og et hjem, det sted den danske stat så skødesløst har efterladt dem, men at de dør tidligt. I dag samles en lille gruppe af de grønlandske plejebørn i forsøget for at få en voksen stemme og en undskyldning fra den danske stat, for fejlbehandlinger, tab af familie, sprog og mental sundhed. Gruppen bliver stadig mindre, da disse plejebørn er ved at nå en alder, hvor historien naturligt udrydder dem.

Den danske stat har indtil nu afvist at give en undskyldning.

Presented:
part of Hvid[mə] Archive
EU Anti-Trafficking Day / 10 Years of HopeNow, Mellemfolkelig Samvirke, Copenhagen 18^th of October 2017
Feministisk Varieté, Theater Republique’s Reaktor scene, Copenhagen 29^th of September 2017
Reading  at Friktion Magazine “Opsamling 2015-16” launch party, Huset Copenhagen, 25th of November, 2016
Published in Friktion Magazine “Opsamling 2015-16”,  2016
Reading  at  Dansk Sociologiforening, Jazzhouse Copenhagen, 26th of October, 2016