JEG STJÆLER
LAND
Jeg har en krop, der stjæler dit land, når jeg står på den samme jord, i den samme have, ved det samme vand. Når jeg graver mellem rabarber og græs i jord, der er mørkere end min hud og ud af mulden bryder jeg alt det glemte. Når landet gror som en skinnende perle mellem orme og tomme sneglehuse – landet, der ikke længere tilhører dig og har aldrig gjort det. Når vi kræver det tilbage, du har lånt på ubestemt tid, det der bærer mit navn. Navnet rummer et løfte om tilknytning til land, men graven er dyb og jorden er gennemvædet af lækkede dokumenter, der ikke vil spire trods gødning og omhyggelig pleje.
Jeg har en krop, der stjæler din opmærksomhed, når jeg ankommer i mængden af genkendelige kroppe og andre hårstrå, der altid er for forkert klædt på til dette ustadige vejr, der synes alene ved sjatbyger og evindeligt blygråt at ekskludere sjæle, der ikke er meteorologiske integrerbare. Når mørket sluger mørke og definerer de bedst egnede som de, der vandrer med Häglöff og Fjeldräv på deres høje rygge, mens vi andre bøjer hoveder, fordi himlen er ved at falde ned. Regn får hår til at kruse, siger du mellem hyldeprodukter af balsam og lysende striber alt imens mit hoved stiger til vejrs som en mørk sky, der synes at bære på en himmel fyldt med regn.
Jeg har en krop der stjæler din appetit, for markerne ligger i dag på andre kontinenter og op på land skyller oceaner af fertil jord. Min sult kræver jord, men du har stegt flæsk, frikadeller, kål, ramsløg og rådhuspandekager. Det skal vi værne om, siger du, være stolt af og servere som det første, når fremmede kommer til gæstebud. Du har salt fra havet, sild og ferske rejer fisket på andre kvoter. Man kan syde saltet ud af min hud, spinde fiskenet af mit hår, rive afgrøder af mine fingre og flå børn fra mit skød, men min mund er stoppet med jord på skøder, der gøder dine marker og skaber en sult, der flyver som græshopper og tygger sig gennem alt, der lever.
Jeg har en krop, der stjæler din tryghed alene ved at være en krop, der alt for hjemligt går gennem døren og kræver rum, der normalt bliver betrådt af syngende kroppe. Tryghed er ikke en menneskeret, den aflæses i gangarten og baseres på villigheden hvormed min krop danner værn for din. Din gangart kræver land, en åben mark, hvor du kan synge en en uudtalt sang, der gjalder genkendeligt. Der er højt til himlen i dine rum, men jeg kan ikke åbne min mund og synge på alle de strofer, for min krop klinger på en falsk gangart og volden lister sig igennem sprækkerne i rummene og svækker fremdrift og opfattelsen af at kroppe som min, er reelle menneskekroppe.
Jeg har en krop, der stjæler dit liv, når jeg fortæller dig, at dit job er bygget med mursten af brune kroppe og at der i din stol burde have siddet en, der hed noget andet end dig. Dit daglige liv leves i bygninger, der knejser for penge tjent ved konstant at genfortælle, at nogle kroppe blot er kroppe, mens andre er mennesker med en selvbestaltet ret til at gå gennem åbne døre mod en håbefuld fremtid bygget på de glemte andre, der står i køen ved din grænse for, hvor meget et marked defineret af kun dig, kan rumme og aflønne, mens du fortsat har frihed til at grave perler frem af fremmed land. Jeg skifter mit navn for at plante mig i rækken mellem rabarber og græs i jord, der er mørkere end min hud.
SPROG
Jeg har en krop, der stjæler dit sprog, når jeg skynder mig at blive bedre end de fleste, så ingen kan pege på mig og antage en dovenskab min krop har arvet gennem dit blik. Når jeg synger så dansk, at ingen kan sætte en plet på min sang, velvidende at det tages for givet at jeg bøjer dine vers, så du kan tage mine sætninger og bygge et bur, jeg ikke kan bøje stængerne i. Klasseværelser er et øverum for livet, siger du, men jeg hører kun alt det de prøver at tale mig fra. Når ordene slipper op begynder slåskampen og efter den, er sproget et våben, der gennemhuller mine spirende forsøg.
Jeg har en krop, der stjæler dine ører, når jeg åbner min mund, så du kan erkende, der findes andre stemmer ved i havet. Når de råbte ord flagre over bølger og lægge sig på stranden i strimler, der dufter af blæretang og små krabber. Når du træder på sætningsstumperne, der som en sidste protest lader en lyd stige som en boble, men du associerer blot lyden til at tilhøre en uddøende art, der allerede er tabt for omverdenen. I min stemme ligger glemte sange, der er slugt af havets voldsomhed og vinden river de rekonstruerede ord itu – hør, de har aldrig eksisteret.
Jeg har en krop, der stjæler dine ord, når jeg ikke længere vil tale om livet som du kender det. Når jeg former et ord, der falder som en dråbe ud af min mund og du ser det som en kugle og antager jeg har en pistol, hvilket bliver din forklaring for den pludselige anholdelse, dom og stigma gennem generationer i form af statistikker, der konkluderer, at ord er kugler og kugler er antagelsernes våben. Du er så svær at forstå, siger du, mens du dukker dig bag et hav af bobler, der skinner som perler. Men ordene vælter fortsat ud af mig som regndråber, de affyres fra denne kødrampe af vrede.
FAMILIE
Jeg har en krop, der stjæler dine børn, når vi insisterer på at besidde voksne kroppe, have egen agens og selvstændige pladser i denne verden. Jeg kan se på dit blik, du altid har været gammelklog, siger du, mens jeg overlever isoleret og aldrig er et barn. Babyen du ønsker dig, blev forbyttet ved fødsel og skiftlingen der kom istedet, lignede ikke dig. I din berøvelse over aldrig at kunne spejle dig selv, blev kravet om tilknytning skiftlingens lod. Skiftlingebørn, der fejler, bliver til autistiske tilknytningsforstyrrede størrelser, der skiftevis bliver holdt for tæt og skubbet væk, mens diagnoserne rasler på plads. Mor Huldre bærer sorg på passende afstand, og sørger for at skabe en dør, kun skiftlinge kan åbne. Det ved alle skiftlinge, så der er et indforstået blik mellem dem og en tilpas afstand, så hemmeligheder ikke spildes.
Jeg har en krop, der stjæler din krop, når jeg siger i stuen, vi ikke ligner hinanden og ingen har lært mig at sætte mit hår, bruge de rette hudprodukter eller finde det tøj, der er skabt til mig. Når jeg tager et foto og ingen udfra billedet kan sige, hvem jeg er i forhold til dig – eller omvendt. Når ord er alt der forbinder vores kroppe men at disse ord ikke bliver valgt af mig, men skubbet ned i min hals for senere at blive hostet op som en usagt klump. Du skal ikke tage offerrollen på dig, siger du – så jeg venter tålmodigt på, at vores roller skal skifte karakter, så jeg kan indtage positionen som den, alle de andre kan forstå. Jeg venter på min tid.
Jeg har en krop, der stjæler din kærlighed, når jeg ikke længere indtager birollen på familiescenen. Du appellerer til min samvittighed ved at lade penge flagre skødesløst mellem krav og arv, så du fortsat kan plante dit flag i mit bløde kød. Jeg lærer, at der en en pris for kærlighed. Kærligheden bliver til en bog af gamle fotos i plastiklommer, der klistrede langsomt er ved at opløses af ælde. Den står på en hylde højt oppe og tages ned, når det er genfortællingstid. Din finger guider os igennem et sprog konstrueret af ferier, kæledyr, højtider og familieforbindelser, der bærer vidnesbyrd om, at jeg eksisterede i rette rammer.
Jeg har en krop, der stjæler dit blik, så du ikke længere kan gemme dig i mørket, så det, der står tilbage, er lyden af din tavshed, på trods af du kan se det hele, har adgang til fakta, vidnesbyrd og hengemte, glemte stemmer. Gennem lange underjordiske gange forsøger du at skubbe det alt for lysende over i naboens sorte jord, hvor du ikke skal ånde uretfærdigheden ind. Du insisterer på at leve som en muldvarp, fordi smerten ved at se de, der lider, tager pladsen for lidelsen i sig selv. Jeg klassificerer dig i kategorien “irriterende skadedyr” og overvejer at sy en frakke af muldvarpeskind, der er stor nok til, jeg kan vokse i den.
Presented at:
Slagtryk, 10th of March 2019
Mothertoungue|Fathertongue, Den sorte Firkant, Nørrebro, DK, 6th. of June, 2018